Kære dagbog!

Lige nu sidder jeg og lytter til en Gasolin sang. Måske kender du den? Den hedder "Masser af success"

"...Men om natten når lyset brænder ud og alt bliver stille...er du ene...åhh så ene..."

Jeg kom til at tænke på min sidste kæreste? Jeg sang altid den strofe for hende inden, hun skulle sove. Jeg føler på ene side, at jeg har masser af succes i mit liv, men alligevel ender jeg med at være ene og forladt til sidst. Er lige ved at græde *snøft*.

Forstår ikke jeg ikke er parat til at modtage den kærlighed, jeg så desperat savner i mit liv! Skubber altid min kæreste væk fra mig! Måske stiller jeg for høje krav? Den perfekte kæreste findes ikke? Hvorfor nøjes med mindre, når jeg i virkeligheden er "verdens" bedste kæreste! Meget trist jeg altid finder ud af bagefter, hvad jeg har mistet...hvor højt jeg egentlig elskede min kæreste, men aldrig viste det!

Jeg savner tryghed!

Jeg savner kærlighed!

Hvornår finder jeg det?

Lever godt op til mit navn "Romeo Must Die"

Take care!